Tidlig kristen kunst og arkitektur

Tidlig kristen kunst og arkitektur (palæokristen kunst) er den kunst der blev frembragt af kristne eller under kristent mæcenat eller beskyttelse i kristendommens tidligste periode, engang mellem 260 og 525 – afhængigt af den definition, der anvendes. I praksis overlevede identificerbar kristen kunst kun fra det 2. århundrede og fremefter.^[1] Senest efter omkring 550 betegnes kristen kunst som byzantinsk eller anden regional type.^[1][2]

Det er ikke let at fastlægge begyndelsen på egentlig kristen kunst. Før år 100 kan kristne have været begrænset i deres mulighed for at fremstille varig kunst af deres situation som forfulgt gruppe; for tilhængere fra lavere sociale lag kan mangel på midler have været afgørende; endelig kan antallet af tilhængere ganske enkelt ikke have været særlig stor. De gammeltestamentlige restriktioner for fremstilling af udskårne billeder (en afgud eller fetish udskåret i træ eller sten, dvs. afgudsdyrkelse^{[note 1]}) kan også have afholdt kristne fra at fremstille kunst. De kan også have fremstillet eller købt ikonografi med hedensk baggrund, men givet det kristne betydninger, som de senere gjorde. Hvis det var tilfældet, ville 'kristen kunst' ikke umiddelbart kunne erkendes som sådan.

Tidlig kristendom brugte de samme kunstneriske udtryksmedier som den omkringliggende hedenske kultur, herunder fresko, mosaik, skulptur og illuminerede manuskripter. Der blev også anvendt romerske stilarter. Sen klassisk stil indbefattede en proportional gengivelse af menneskets krop og impressionistisk fremstilling af rummet. Sen klassisk stil ses i tidlige kristne fresker som dem i katakomberne i Rom, der omfatter de fleste eksempler på den tidligste kristne kunst.^[3][4][5]

Tidlig kristen kunst og arkitektur overtog og tilpassede romerske motiver og hedenske symboler. Blandt motiverne var påfugl, vinranke og 'den gode hyrde'. De tidlige kristne udviklede også deres egen ikonografi, for eksempel var symboler som fisken (ikhthus) ikke overtaget fra hedensk ikonografi.

Tidlig kristen kunst inddeles i forskningen sædvanligvis i to perioder: før og efter enten Milano-ediktet fra 313 − 'Kirkens triumf' under Konstantin den Store, 'den konstantinske vending' − eller man bruger første koncil i Nikæa i 325 som markering. Den tidligere periode bliver kaldt den prækonstantinske eller førnikænske periode og perioden derefter: 'perioden med de første syv økumeniske konciler'.^{[6][note 2]} Afslutningen på perioden med tidlig kristen kunst – som ifølge kunsthistorikere sker i perioden fra 400-tallet til 600-tallet – ligger således en del senere end udgangen af perioden for 'tidlig kristendom' som typisk af teologer og kirkehistorikere placeres under Konstantin, dvs. begyndelsen af 300-tallet (313-325, se evt. om Konstantin den Store og kristendommens gennembrud).

1. ^ ^{a b} Jensen 2000, s. 15–16.
2. ^ van der Meer, F., 27 bruger vendingen "roughly from 200 to 600" (ca. 'stort set 200-600').
3. ^ Syndicus 1962, s. 10–14.
4. ^ Syndicus 1962, s. 30-32.
5. ^ Jensen 2000, s. 12-15.
6. ^ Jensen 2000, s. 16.

Fodnotefejl: <ref>-tags eksisterer for en gruppe betegnet "note", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="note"}}, eller et afsluttende </ref>-tag mangler